OM PARADISETS ENGLE

stole2

EN BID AF PARADIS

De penge, som kommer ind via dit bidrag som aktionær, går til bevarelse og udvikling af Øst for Paradis.

Derudover vil du, som aktionær i Paradisets Engle A/S, blive indkaldt til den årlige generalforsamling, blive inviteret til særlige filmvisninger, og fra tid til anden blive orienteret om de videre aktiviteter og nyheder både i Øst for Paradis og i Paradisets Engle A/S.

Aktien giver medejerskab i Paradisets Engle A/S og ret til én stemme pr. aktie på selskabets generalforsamlinger, der typisk afholdes i slutningen af april/starten af maj hvert år.

Som aktionær vil du blive orienteret om datoen for generalforsamlingen via denne hjemmeside, Paradisets Engles nyhedsbrev og Facebook-side samt Øst for Paradis' nyhedsbrev.

VI ARBEJDER FOR AT
SIKRE HIMMELSKE FILMOPLEVELSER”

Paradisets Engle er med til at sikre Øst for Paradis' fortsatte eksistens og udvikling.

HVORFOR ENGEL?

2006:
EN KÆRLIG HÅND

Paradisets Engle blev etableret i 2006, fordi Øst for Paradis trængte til en kærlig hånd. Formålet var at sikre biografens overlevelse og iværksætte en indsamling til modernisering af biografen.

På få måneder meldte ca. 500 personer sig som Paradisets Engle og tegnede folkeaktier for 750.000 kr. til en begyndende ombygning.

Den folkelige opbakning til biografen fik Det Danske Filminstitut og Aarhus Kommune til hver at bevilge 350.000 kr. til moderniseringsplanen. Den økonomiske støtte blev omsat i fornyede fysiske rammer, og Øst for Paradis blev - både i interiør og repertoire - en art cinema, hvor der er film og oplevelser af enhver art!

2009:
ENGLENE PÅ BARRIKADERNE

Da et flretal i byrådet i 2009 truede med at etablere en art cinema i Dokk1, gik Paradisets Engle på barrikaderne - med foretræder for Kulturudvalget, demonstrationer på rådhuset, læserbreve m.m. - for at sikre Øst for Paradis' forbliven i Paradisgade som byens art cinema.

Indsatsen blev belønnet, da et enigt byråd i september 2009 fastslog, at byens art cinema fortsat skulle hedde Øst for Paradis med adresse i Paradisgade.

Som anerkendelse for den store indsats overrakte kulturrådmand Jacob Bundsgaard Johansen "Kulturnathatten" til formand for Paradisets Engle Marius Lyhne-Knudsen ved åbningen af Kulturnat 2009. Kulturnathatten gives til en eller flere personer, som i det forløbne år har gjort noget særligt for kulturlivet i Aarhus.

2012:
DEN STORE FORNYELSE

Som en del af aftalen om at bevare Øst for Paradis i lokalerne i Paradisgade blev det vedtaget, at biografen skulle igennem en yderligere ombygning og modernisering.

Biografen skal have flere sale, nye og bedre cafefaciliteter og ikke mindst, forbedrede adgangsmuligheder for handicappede biografgængere.

Øst for Paradis skal kunne leve op til tidens krav - men naturligvis stadig holde sin helt egen sjæl og atmosfære intakt!

Og selv om en af de store filmsucceser i 2012 var den franske sort-hvide stumfilm "The Artist", så skifter tiderne også, hvad filmteknik angår. Alle biografens sale skulle nødvendigvis digitaliseres, for at Øst for Paradis også i fremtiden kunne vise et bredt udvalg af såvel store som små film.

Paradisets Engle lavede derfor en aftale med Aarhus Kommune og Det Danske Filminstitut: Hvis Englene kunne indsamle 500.000 kr., ville de hver især støtte ombygningen med et tilsvarende beløb. Reslutatet blev en vellykket modernisering med fire nye sale, et nyt stor cafeområde og handicapelevator.

2023:
FREMTIDSPLANER

Men det er ikke slut. Paradisets Engle drømmer om yderligere forbedringer af forholdene i Øst for Paradis: Et nyt indgangsparti, hvor biografen har egen indgang, og hvor det lange gangareal også kan indrettes med cafépladser. En bilfri gårdsplads med udeservering og mulighed for udendørs filmvisninger ... Desuden er det allerede blevet tid til udskiftning af biogragens digitale udstyr, der kun har en levetid på ca. ti år. En investering der alene beløber sig til omkring 4 mio. kr.

Vi håber derfor, du har lyst til selv at blive en Paradisets Engel og bidrage til, at Øst for Paradis også i fremtiden vil være byens mest spændende, hyggelige og bedste biograf, der byder på filmoplevelser, som du ikke møder andre steder. Kort sagt: Byens art cinema!

I dag er vi over 2500 Engle, og vi har indsamlet over 2 mio. kr. til støtte for Øst for Paradis. Men vi stopper ikke her ...

BLIV AKTIONÆR

Gør som 2500 andre
– tag en bid af Paradis

PARADISETS ENGLE A/S LEDES AF EN BESTYRELSE BESTÅENDE AF

- Marius Lyhne-Knudsen (formand), cand. oecon.
- Leif Leer Sørensen (næstformand), arkitekt MAA, ph.d.
- Jens Haaning, underviser og udviklingskonsulent
- Nicolai Dahlbom, advokat
- Peter Rønnow, advokat
- Sune Wirth Engelund, creative director
- Svend B. Carstensen, fysioterapeut og skribent


negativt-logo

Øst for Paradis
Paradisgade 9C
8000 Århus C

T: 86193122
E: kontor@paradisbio.dk

Forside
Aktiviteter
Aktier
Om Paradisets Engle